Julemarked

 Som traditionerne byder, så blev der også holdt julemarked på INUILI i år.

Det var ellers ved at gå i vasken.

Torsdag - dagen før markedet skulle løbe af stabelen - lød vejrudsigten på stormvarsel for fredag. Førsteårsdanskerne kikkede med bekymrede miner ud af vinduerne, men jeg beroligede dem med, at i mine 9 år i Grønland havde jeg ALDRIG oplevet, at et arrangement var blevet aflyst på grund af vejret. Så det skulle nok gå alt sammen, og vi ville helt sikkert opleve folk vælte ind, når vi slog dørene op klokken elleve.

Til min undskyldning skal så siges, at jeg ALDRIG før har været i Narsaq om vinteren. For vi måtte aflyse. Om fredagen stormede det, så jeg ikke kunne gå på arbejde, selv om jeg kunne blive hentet i bil.

Heldigvis havde bageren mest bagt småkager og den slags, som ikke tog skade af at vejrguderne syntes vi skulle  udsætte julemarkedet til lørdag.

Slagterne var ret godt tilfredse med salget.

Alle var faktisk ret godt tilfredse med dagens omsætning. Der blev alt ialt solgt for ca. 35.000 kr. Det var 10.000 kr. over forventet.

Ilden i pejsen lagde op til hygge i cafeen.

Den 9. december 2011 blev altså første gang i 9 år vejret har været skyld i, at jeg ikke kunne gå på arbejde.

Inflation

Man skulle tro der var gået inflation i tilskadekomne elever.
Jeg ved snart ikke, hvor mange der går rundt med indbundne fingre. For et par dage siden måtte een se sin negl ligge på bordet ved siden af pålægsmaskinen. Og i dag måtte pedellen så på sygehuset med et offer for en brødkniv.

Det skal siges, at uheldet med pålægsmaskinen kom af uforsigtig omgang med maskinen, da den skulle gøres ren.

Tiden løber

Nååå, som allerede antydet i overskriften: tiden løber. Jeg synes ikke det er længe siden vi holdt en festlig Halloween - og snart er det altså jul.
Her er lige et par billeder fra vores spøgelsesmættede, uhyggelige, og på alle måder festlige Halloween.

Et af aftenens indslag var trommedans, udført af een af vore elever

ledsaget af sang og musik udført af nogle af vore sangglade elever.

Vi har fået frost, eller, vi har haft frost i nogen tid. Så her i weekenden blev det mildt og tåget. Dejligt. Bortset lige fra at det blev næsten umuligt at færdes på vejene. Jeg læste i de danske aviser i dag, at nattefrosten var kommet bag på de danske bilister her til morgen, med mange uheld til følge. Det sker hvert år, stod der.

Her kommer de glatte veje hvert år bag på fodgængerne. Sidste lørdag skred 3 af mine kolleger i svinget på vej hjem fra arbejde. Jeg troede ellers at bakkerne her  i Narsaq kunne forceres uden problemer, selv om der skulle være glat, fordi der ligger meget grus over det hele. "Så er der da heldigvis noget at stå fast på, når den tid kommer", tænkte jeg, Men nej, så let går det ikke. Gruset bliver dækket af et islag som gør, at glidebanen bare bliver ru.

Vores slagter landede så uheldigt, at de billede han HAVDE på sin PC nu er ret umulige at komme til. Anita landede blødere. Hun havde heldigvis en stor pose vasketøj lige ved hånden. Og Kim. Han faldt bare. Og som ni-årige Frederik sagde, da han den anden dag kom hjem fra skole med en sten i et åbent sår på hånden: "Det er ikke faldgrus, de har heroppe i Grønland".

Jeg holdt mig indendørs hele weekenden og hyggede mig med alle mine TV-kanaler; DR 1 og 2, TV2 osv. samt noget godt læsestof. Er i øvrigt lige startet på en bog om Thylejren, Hippierne. Spændende læsning, når jeg næsten kun kender lejren fra al den snak, der dengang var om de skøre hippier, fortalt af sandhedsvidner, som havde lagt søndags-køreturen om ad Thy. "For lige at se, hvad det var for noget, folk snakkede om."

I den kommende weekend skal jeg til uddannelsesmesse inde i - eller ude i Qaqortoq, tror jeg det må hedde. Det glæder jeg mig til. 10 min. med helikopter, det er en tur der er til at overse.

Inuilis afskedsreception for KP

Hele huset har stået på den anden ende i dag.

Tjenerne har haft travlt med at arrangere den flotteste reception for KP. Kokkenes og bagernes bidrag til festen var pindemadder og kransekager. Himmerrigesmundfulde, som blev skyllet ned med rosévin.

De mere end 30 elever på grundforløbet har brugt dagen til at producere Halloweenpynt. Og for at runde festen af så har en del af ernæringsassistenterne været til eksamen, med dertil hørende prøvespisninger.

Her er bare én af de flotte blomsterdekorationer, tjenerne har lavet.

KP

Så er der linet op.

Verner fra Aalborg Food College er gæstelærer hos tjenerne.

Et udpluk af gæsterne.

Fingeren på bloggen

Køkkenet kan være en farlig arbejdsplads. Lige nu har vi 2 elever, der går med en skadet finger.

Besøg på Neqi

 Dampende indvolde plumpede ned fra rullebåndet og landede oveni involdene fra størstedelen af dagens slagtekvote.

Vi skulle ind og se lammeslagteriet i funktion. Og lastbilen fyldt med dampende indvolde var det første, der mødte os i indkørslen til Neqi.

Per kom ned og hentede os. “I følger bare efter mig”, sagde han.

Da duggen var forsvundet fra mine briller kunne jeg se, at jeg befandt mig midt i et sandt inferno af  lammekroppe, udspændt på kroge i loftet, og næsten lige så mange blodige mænd bevæbnet med skarpe knive.

Nuka havde sin telefon med.

“Man skulle jo nødigt ende på en krog i loftet”  bemærkede jeg kækt til slagteren der sagde, at jeg bare skulle krydse GENNEM strømmen af arbejdsprocesser.

 “Det er der ingen fare for. Vi er færdige med fårene. Det er lam vi slagter nu”, svarede han lige så kækt tilbage. 

Fra et helle i midten af cirkusset havde vi et godt overblik over hele processen lige fra lammene fik hovedet i gabestokken til de var klar til indfrysning. Mens jeg stod der, og gjorde alt for at undgå at se på de får, der intetanende, frivilligt gik lige ind i dødens gab, kom jeg til at kikke på en talerstol-agtig installation midt i rummet. Med jævne mellemrum gik en af mændene op på “talerstolen”, rystede sig tilsyneladende og gik så tilbage til båndet igen.

“Nå”, tænkte jeg, “de har så travlt at de ikke engang har tid til at forlade rummet for at gå på toilettet”, var min første tanke. Men da den samme mand havde været deroppe flere gange med få minutters mellemrum kunne jeg godt regne ud, at “talerstolen” ikke gemte et pissoir.

Slagterne skyller blod af  støvler, forklæder og knive der, sagde Per. Så blev jeg så klog. Jeg synes faktisk også der burde være et sted til at vaske sig i hovedet til dem, der skærer halsen over på lammene.

Hver slagter har sin funktion sådan et sted.

Alt går med nøje indøvet rutine. Hovedet af , indvoldene ud, skindet af, en krog i og r......hullet skæres af (undskyld mig, men jeg kan ikke lige komme på et pænere ord) inden den færdige krop ender hos “fotografen”.

Sådan så det i hvert fald ud for mig. Lammekroppen blev placeret meget nøjagtigt foran en maskine, som viste sig at have forbindelse til en vægt i loftet. Som det sidste led i kæden bliver lammet mærket med navn på fåreavler, vægt og fedtprocent inden det ender i fryseposen. Lammekødet er dermed sporbart.  

Jeg elsker en god lammesteg, men jeg tror det skal vare et stykke tid inden jeg laver én igen. 

Kursus i at lave is

 Is er ikke bare is. Hvorfor skulle det også være så enkelt?

Jeg har lavet en del is, af æg, sukker og fløde plus diverse smagsstoffer. Nu ved jeg, hvorfor isen ind imellem kan indeholde iskrystaller, eller hvordan jeg undgår at frugt i is smager surt.

Thorkild, som til daglig laver økologisk is på Bornholm, har holdt kursus i at lave is for vore elever.

Her er sukker og piskefløde også grundingredienserne. Men der blev også brugt mel lavet af kernen fra johannesbrød. I meget små mængder.

Vidste du forresten, at når man måler diamanter i carat, så stammer måleenheden oprindeligt fra kernen i johannesbrød? I gamle dage blev kernen brugt som lodder når man skulle måle hvor meget en diamant vejede. Kernen vejede nemlig altid det samme, 0,2 gram.

Senere blev der lavet sorbet.

Temperaturen er vigtig for smagsoplevelsen.

Kokkene udveksler faglige erfaringer med ismanden.

Imens bliver der lavet mange forskellige smagsvarianter.

Så var der lige opvasken.

Og smagsdommerne.

Flot anretning med gele af klokkeblomst.

Smags-overdommerne - i reglementeret påklædning.

Butiksåben

I fredags havde vi åbent hus - eller "Butiksåben", som det normalt kaldes.
Det er en dag hvor vore elever og praktikanter viser byens befolkning hvad vi kan heroppe på bjerget.

Café-personalet havde travlt med at forvandle dagligdagens cantinelokale til en hyggelig café.

Det lykkedes ret godt - må man sige. Der kom mange forbi i dagens løb og nød een af dagens retter, eller et stykke af bagernes formidable lagkager til en kop kaffe.

Og hvis man ikke ønskede at indtage herlighederne på stedet, kunne man købe med hjem fra bagerbutikken - som til daglig fungerer som undervisningslokale for tjenereleverne.

De hjemmelavede flødeboller "gik som varmt brød"..

Det gjorde smagsprøverne på procesteknikernes tørrede kød også.

Hos slagterne kunne man bl.a. købe moskuskød, hjemmelavet leverpostej og frisk afskåret pålæg - og sushi minsandten også, lavet på stedet.

Butikkerne var åbne fra 11 om formiddagen til 3 om eftermiddagen - og salget gik forrygende.

Frisørbesøg

Man kan bekymre sig om mange ting når man skal flytte til en ny by. Er der læger og tandlæger? Hvad med indkøbsmuligheder, flyforbindelser og den slags? Min frisør i Maniitsoq havde venligst gjort mig opmærksom på – da jeg fortalte jeg skulle flytte til Narsaq – at der ikke var nogen frisør i byen.

Så kan man jo gå og hygge sig med at tænke alternative muligheder til en korthårsfrisure, indtil man får kikket på kortet og set, at frisøren i Qaqortoq er mindre end en times sejlads væk. Fint.

Jeg har et par mandlige kolleger, som har været her noget længere end mig – hvis man regner efter hårlængden.

“Ring til TH hvis du skal klippes”, var der nogen der venligt gjorde opmærksom på. Det gjorde Claus så, og efter et par forgæves forsøg lykkedes det ham at få en aftale i stand med TH om at komme op på skolen og klippe ham.  

Luksus. Luksus.

Pludselig var der 6 – tror jeg nok – der skulle klippes. Ikke nødvendigt med al den ulejlighed. Frisøren kommer til dig her i Narsaq.

IT for ernæringsassistenter

Der er dyb koncentration ved computerne i computerrummet denne mandag aften efter spisetid.

 Nogen arbejder privat, men mange er i gang med deres sidste projekt inden de om kort tid kan vende hjem til deres respektive arbejdspladser på kysten - som fuldbefarne ernæringsassistenter.

I sidste uge var jeg  så heldig at jeg skulle lære et hold ernæringsassistent-studerende noget tekstbehandling og et par formler i exel, i forventning om at det kunne være nyttigt, når de skulle i gang med projektskrivningen. For selv om man ikke hører til dem der har brugen af regneark som spidskompetence, så bliver energiberegninger  alligevel  til at have med at gøre, hvis man kender teknikken.

Regneregler blev hevet frem og støvet af.  Det handler om ernæring her, men det er alligevel godt at have fundamentet fra folkeskolen i orden.

De studerende kommer hertil fra Pituffik i nord til Qaqortoq i syd. Nogen er unge, andre mere modne, en enkelt har mand og børn med , og der er en enkelt mandlig studerende blandt de 10 kvinder på holdet. 

Jeg har fået lov til at fortælle lidt om hvorfor nogen af dem er i gang med en uddannelse til ernæringsassistent.

Apollonie, f.eks.,  arbejder til dagligt på et børnehandikaphjem. Hun har meget brug for at vide noget om kost og hygiejne, siger hun. Marie, som kommer fra Qaanaaaq, arbejder til dagligt på Thule Air Base. Her sørger hun for, sammen med 20 kokke, at de 600 ansatte på basen får det de kan spise hver dag.  Sebulan, som altid har ønsket at tage en uddannelse indenfor køkkenområdet, arbejder også på Thule Air Base. Han startede ellers sin praktikperiode på alderdomshjemmet i Narsaq, men da muligheden opstod, valgte han at flytte nordpå. Signa kommer også fra Thule Air Base. Hun er 34 år gammel og kommer ligesom Marie fra Qaanaaq. Det var svært for hende at finde den nødvendige praktikplads hjemme i Qaanaq, derfor tog hun til Thule. Her har hun mulighed for at arbejde i mange forskellige afdelinger, men hun synes smørrebrødsafdelingen er særlig interessant og lærerig.

Mathilde, som kommer fra Sisimiut, har en datter på 8 år. Hun har været glad for sin praktikplads på alderdomshjemmet i Sisimiut, hvor hun sluttede den 12. august. Nu glæder hun sig meget til hun bliver færdig som ernæringsassistent så hun kan komme hjem til Sisimiut. Det samme gælder for Ivalo, som også har arbejdet på alderdomshjemmet i Sisimiut.   

Ulu er årgang 1960 – som man siger her. Hun er født i Ikerassak, men fulgte sporene efter det moderne grønlandske  samfund og  flyttede, først til Agto og senere, i 1973, til Aasiat.  Når Ulu bliver færdig som ernæringsassistent her til december, vil det være hendes første uddannelse.

Endelig er der Lea. Lea er i gang med sin uddannelse til ernæringsassistent på sygehuset i  Ilulissat. Hun fortæller, at sygehuset først for nylig er begyndt  at lægge madplaner i forhold til de problemer, patienterne har. Nu er hun med til at lave særlig proteinrig kost til dem, der har behov for det, give gode råd til det stigende antal diabetikere og til småtspisende kræftpatienter. Lea fortæller, at hun arbejder sammen med både sundhedsassistenter, hjemmesygeplejersker og læger for at finde den bedste kostplan for hver enkelt patient.

Det har været spændende for mig at lære holdet at kende. Og som jeg sagde i indledningen, så er de lige nu dybt begravet i deres projektopgave, som – i hvert fald for nogens vedkommende – handler om diabetes.  

Godt at Inuili på den måde også kan være med til at hjælpe folk med livsstilssygdomme.

Varme vinde

Væltede ribsbuske.

Det var egentlig meningen jeg ville bruge et af mine egne billeder fra byen som baggrundsbillede. Men det funkede ikke lige for mig den dag.

Af de muligheder blog-administratoren foreslår synes jeg den blå himmel med høje, hvide cumulusskyer passer godt til Narsaq. Indtil for et par dage siden havde jeg ikke set andet. 

Hvis jeg kikker ud af vinduet nu, er det også samme syn der møder mig. Men i går!

Det startede faktisk natten til i går. Jeg - og flere andre på kollegiet - blev holdt vågen det meste af natten fordi vinden havde bestemt sig for at der skulle flyttes rundt på diverse løsdele: en stige, en barnevogn, udendørs askebæger og sand sand sand. En del af det fandt jeg i min vindueskarm i går morges. Som om det ikke var nok klaprede stilladset udenfor vore vinduer lystigt hele natten.

Min første oplevelse med fønvinden hernede. Det gode ved den er at den er varm, så temperaturen både inde og ude steg nogle grader i går. Det kan blive meget værre siger de der kender Sydgrønland.

Nogen har endda oplevet fønvinden flytte rundt på containere.

Sammenlignet med det er nogle væltede ribsbuske ingenting, kan jeg godt se. En anden gang vil jeg sørge for at lukke mine vinduer. 

"Fest" i hverdagen

Tjeneren i arbejde på Inuili.

Vi har et hold tjenere på kursus de her dage.

Her til frokost skulle de bruge 24 statister. Så i stedet for at line op i den obligatoriske madkø inden det kolde og smålune bord kunne jeg sætte mig til et flot bord og nyde en professionel betjening. 

Luksus i sammenligning med dagligdagens høflige selvbetjening. 

For de interesserede kan jeg oplyse at middagen bestod af paprikaschnitzel med klassisk tilbehør af ærter og gulerødder samt pommes saute. Derefter en dessert bestående af bagte æbler med kanel og hindbærpure.

Og så er jeg blevet inviteret til i morgen igen.

En dag med slagterholdet .... fortsat

En dag med slagterholdet. ....fortsat.

Torsdag den 11.08.2011, eftermiddag.

Da vi kom tilbage til slagteriet efter frokostpausen lå der mindst 10 griseforender klar på de rene borde.

Samme procedure som i formiddags.  “Hvad hedder det flade ben, der går ind i nakkestykket”? spørger Per. Der bliver lidt mumlen rundt om bordet, men man er ikke i tvivl om at det må være skulderbladet. Før vi har set os om har Per delt forenden op i

·         Nakkesteg, hvor sværen skal blive siddende

·         Snitte til røgning, og resten til

·         hakkekød.

“Husk nu at skære stykkerne pænt til og fjern udvendige hinder, og hvad der ellers kan være af blodrester”, siger Per. Nakkestegen bliver således rettet til , får fjernet stykket af  skulderbladet og en fedtkile i modsat side. Derefter fremstår kødstykket flot firkantet. Per ridser sværen, som en flæskesteg nu skal ridses for at få sprødt flæskesvær.  HELE VEJEN OVER. “Husk nu! Hele vejen over. Og ikke ned i kødet. Kun lige gennem spæklaget”. Per må have dårlige erfaringer med lige den her del, for han hævede virkelig stemmen da han sagde “hele vejen over”. Eller også kan han bare godt lide sprød flæskesvær!  Efter en stram, professionel snøring var nakkestegen klar.  

Mens kursisterne arbejdede sig gennem de øvrige forender fortalte Sofus, at han – for mange år siden – havde været på landbrugsskole på Island. Derefter var han fåreavler her i Sydgrønland. Han har også en uddannelse som socialrådgiver, så da han opgav fårene i 2007 blev han ansat som forstander på en børneinstitution her i Narsaq.

Sofus fortalte også, at det er meget almindeligt, at fåreholderkonerne laver husflid af ulden fra fårene. Filtede futsko og meget andet. Men ellers sørger Fåreholderforeningen for at der bliver sendt uld til Finland, som så kommer tilbage, omdannet til flotte, varme tæpper. Noget sælges til Silkeborg Uldindustri , historien melder dog  ikke noget om, hvad de bruger den grønlandske uld til. Garveriet i Qaqortoq garver lammeskind og videreforarbejder dem, mens mange bliver sendt, saltet, til garvning i Tyskland.

Mens Jakob arbejdede intenst med sine skulderblade fortalte han, at han havde arbejdet 5 år på Neqi. Håndelaget er der heller ikke noget i vejen med, men kræfterne skulle lægges i for at få det store stykke af skulderbladet vredet løs, så han kunne komme i gang med hakkekødet. Det går måske lidt nemmere med lammestørrelsen. Før Jakob startede på Neqi arbejdede han nede på havnen her i Narsaq.

Hvis nogen skulle undre sig over om der er grise i Grønland, så kan jeg sige, at dem jeg snakker om kommer fra Danmark, i frosset tilstand og delt i skinke, mellemstykke og forende.  

Lammeslagtningssæsonen starter den 19. september. I højsæsonen, som varer 6 uger, vil der være et sted mellem 75 – 120 mennesker ansat på Neqi.

Lige nu går der mere end 20.000 lam rundt ude i fjeldet  og nyder solen uden at vide, at de hører til en truet fåreflok.  

I løbet af dagen fik vi i øvrigt aflivet myten om at muslimer ikke spiser svinekød fordi grisens hoved ligner et menneskehoved.

Hvis det er en myte? Jeg tjekkede lige www.islaminfo.dk der kan man læse om hvorfor islam forbyder sine tilhængere at spise svinekød.

En af flere forklaringer er, at der kan være trikiner i svinekød. På http://da.wikipedia.org/wiki/Trikin kan man læse meget mere om trikiner, hvordan de lever, spredes, og hvad de kan gøre ved mennesker. Man kan også læse, at der kan være trikiner i bl.a. sæler, hvalrosser og isbjørne. Heldigvis står der også, at trikiner ikke tåler temperaturer over 75 grader celcius.

Så hvis man sikrer sig at f.eks.  isbjørnekødet er tjekket, (i  Maniitsoq gjorde man det på sygehusets laboratorium), og man ellers steger eller koger sit kød så det når over de 75 grader, skulle man være på den sikre side.

Der er ikke fundet trikiner i dansk svinekød siden 1930’erne, oplyser Fødevarestyrelsen, men man undersøger stadig svinekød for trikiner, for en sikkerheds skyld.

Slagterne nåede lige at blive færdig inden fyraften. Aftensmaden er reddet.

En dag med slagterholdet

Torsdag den 11.08.2011, formiddag.

Bayonneskinken har sit navn efter byen Bayonne i det sydvestlige Frankrig.  Oplyste Per os om, mens han demonstrerede, hvordan man skærer en hel skinke fra en gris ud i stykker af mere håndterlig husholdningsstørrelse.

Da Per var færdig med skinken havde han fået den omformet til

·         1 stk. flot afpudset clubskinke

·         1 stk. bayonneskinke, ligeledes flot afpudset

·         Inderlår skåret i strimler af “gyrosstørrelse”

·        Kappe, som skulle laves om til hakkekød. Navnet kommer af at kødstykket sidder udenpå inderlåret

·         Småkød, ligeledes til at hakke

·         Fedt til leverpostej og

·         Suppeben, som straks kom i gryden sammen med urter. Suppen skal bruges, når der senere skal laves medisterpølse.

Derefter måtte deltagerne selv i gang med slagterknivene.

Jeg har været “fluen på væggen” hele dagen, forstået på den måde at jeg fulgte deltagerne på INUILI’s pilotprojekt for slagtere fra lammeslagteriet Neqi her i Narsaq. Jeg synes det kunne være interessant at skrive lidt om hverdagen på min nye arbejdsplads. Derfor.

Per er slagter og underviser de 12 kursister, som startede på dette pilotprojekt i august 2010. I dag var kursisterne delt i 2 hold, hvor 8 havde teori mens 4 havde praktisk undervisning i slagteriet.

Jens Frederik er med i slagteriet i dag.  Han flyttede til Narsaq i 2004. Før arbejdede han bl.a. på lufthavnen i Narsarsuaq. I Narsaq har han haft forskellige jobs. Han har f.eks. arbejdet i en kiosk, og han har været vikar på Piareersarfiit, hvor han underviste i grønlandsk, dansk og engelsk.

 “Engelsk er et meget vigtigt fag hernede, hvis man vil kommunikere med de turister, der kommer til byen”, siger Jens Frederik. Som det er nu, er det meget svært at finde ufaglært arbejde i Narsaq, arbejdsløsheden er stor, så Jens Frederik er rigtig glad for at han blev een af de 12, der kom på INUILI’s pilotkursus. Han mener, det giver ham større muligheder for at få et stabilt arbejde og en bedre løn.

“Vi forstår bare ikke, hvorfor der ikke blev startet et nyt hold her i 2011”, siger Jens Frederik, og de andre nikker samtykkende, “ Neqi har brug for mange flere lokale slagtere med gode faglige kvalifikationer”.  Før i tiden var det ellers lokal arbejdskraft, der klarede slagtningerne. Men der kommer flere og flere dyr til slagtning, så det er efterhånden blevet svært, eller umuligt,  at dække behovet for arbejdskraft lokalt.  F.eks. så har Neqi de sidste 2 år hentet 10 slagtere op fra Danmark. Der kommer også 10 danske slagtere, når slagtesæsonen starter i år ”. 

Morten Mikkelsen, Inuili oplyser, at det er usikkerhed omkring Neqi’s fremtid, der er skyld i, at vi ikke starter et nyt hold i år.

Mht. økonomi og administration så fungerer det på den måde, at kursisterne får løn efter SIK’s mindstetakst så længe de går på kursus på INUILI. Når slagtesæsonen starter, bliver alle kursisterne ansat på Neqi, og så kommer de ind under Neqi’s lønsystem. Det er det lokale Arbejdsmarkedskontor, der administrerer det praktiske omkring pilotprojektet. Der var 27 ansøgninger til de 12 pladser sidste år, hovedsageligt folk, som i forvejen arbejdede på Neqi. Ud af de 12 som startede,  var der en der valgte at stoppe efter 3 uger. Ellers har der ikke været frafald .

Otto er den eneste på holdet, som ikke havde arbejdet på Neqi før han startede på pilotprojektet. Han blev arbejdsløs da Royal Greenland stoppede med at producere rejer i Narsaq. “Rejerne forsvandt”, siger de. “ Ærgerligt. Fabrikken var ellers lige blevet moderniseret for mere end 20 millioner kroner”. Men folk snakker om at Neqi muligvis skal flytte ind i de tomme lokaler, så måske er de mange millioner ikke helt spildt alligevel.

Man kan nu ikke se at Otte ikke er vant til at arbejde med kød.  Under dyb koncentration bliver den store skinke forvandlet til bayonneskinke o.s.v. Det skulle undre mig, hvis han ikke kender til skæreteknik fra rensdyr og moskusokse.

Et kvarter før spisetid lå alle de fine kødstykker pænt linet op på et rent bord, klar til videre forarbejdning. De sidste minutter blev brugt til at vaske knive og borde af så alt kunne være klar til eftermiddagens arbejde.

Nu ved jeg, at forskellen på en clubskinke og en bayonneskinke er ens.  Eller. Kødstykkerne sidder forskellige steder på skinken men tilberedningen – saltning og røgning – er den samme.

Og så har Bayonne iøvrigt også lagt navn til bajonetten. Men det er en anden historie.

Fortsættes....