Nogen arbejder privat, men mange er i gang med deres sidste projekt inden de om kort tid kan vende hjem til deres respektive arbejdspladser på kysten - som fuldbefarne ernæringsassistenter.
I sidste uge var jeg så heldig at jeg skulle lære et hold ernæringsassistent-studerende noget tekstbehandling og et par formler i exel, i forventning om at det kunne være nyttigt, når de skulle i gang med projektskrivningen. For selv om man ikke hører til dem der har brugen af regneark som spidskompetence, så bliver energiberegninger alligevel til at have med at gøre, hvis man kender teknikken.
Regneregler blev hevet frem og støvet af. Det handler om ernæring her, men det er alligevel godt at have fundamentet fra folkeskolen i orden.
De studerende kommer hertil fra Pituffik i nord til Qaqortoq i syd. Nogen er unge, andre mere modne, en enkelt har mand og børn med , og der er en enkelt mandlig studerende blandt de 10 kvinder på holdet.
Jeg har fået lov til at fortælle lidt om hvorfor nogen af dem er i gang med en uddannelse til ernæringsassistent.
Apollonie, f.eks., arbejder til dagligt på et børnehandikaphjem. Hun har meget brug for at vide noget om kost og hygiejne, siger hun. Marie, som kommer fra Qaanaaaq, arbejder til dagligt på Thule Air Base. Her sørger hun for, sammen med 20 kokke, at de 600 ansatte på basen får det de kan spise hver dag. Sebulan, som altid har ønsket at tage en uddannelse indenfor køkkenområdet, arbejder også på Thule Air Base. Han startede ellers sin praktikperiode på alderdomshjemmet i Narsaq, men da muligheden opstod, valgte han at flytte nordpå. Signa kommer også fra Thule Air Base. Hun er 34 år gammel og kommer ligesom Marie fra Qaanaaq. Det var svært for hende at finde den nødvendige praktikplads hjemme i Qaanaq, derfor tog hun til Thule. Her har hun mulighed for at arbejde i mange forskellige afdelinger, men hun synes smørrebrødsafdelingen er særlig interessant og lærerig.
Mathilde, som kommer fra Sisimiut, har en datter på 8 år. Hun har været glad for sin praktikplads på alderdomshjemmet i Sisimiut, hvor hun sluttede den 12. august. Nu glæder hun sig meget til hun bliver færdig som ernæringsassistent så hun kan komme hjem til Sisimiut. Det samme gælder for Ivalo, som også har arbejdet på alderdomshjemmet i Sisimiut.
Ulu er årgang 1960 – som man siger her. Hun er født i Ikerassak, men fulgte sporene efter det moderne grønlandske samfund og flyttede, først til Agto og senere, i 1973, til Aasiat. Når Ulu bliver færdig som ernæringsassistent her til december, vil det være hendes første uddannelse.
Endelig er der Lea. Lea er i gang med sin uddannelse til ernæringsassistent på sygehuset i Ilulissat. Hun fortæller, at sygehuset først for nylig er begyndt at lægge madplaner i forhold til de problemer, patienterne har. Nu er hun med til at lave særlig proteinrig kost til dem, der har behov for det, give gode råd til det stigende antal diabetikere og til småtspisende kræftpatienter. Lea fortæller, at hun arbejder sammen med både sundhedsassistenter, hjemmesygeplejersker og læger for at finde den bedste kostplan for hver enkelt patient.
Det har været spændende for mig at lære holdet at kende. Og som jeg sagde i indledningen, så er de lige nu dybt begravet i deres projektopgave, som – i hvert fald for nogens vedkommende – handler om diabetes.
Godt at Inuili på den måde også kan være med til at hjælpe folk med livsstilssygdomme.
