Dampende indvolde plumpede ned fra rullebåndet og landede oveni involdene fra størstedelen af dagens slagtekvote.
Vi skulle ind og se lammeslagteriet i funktion. Og lastbilen fyldt med dampende indvolde var det første, der mødte os i indkørslen til Neqi.
Per kom ned og hentede os. “I følger bare efter mig”, sagde han.
Da duggen var forsvundet fra mine briller kunne jeg se, at jeg befandt mig midt i et sandt inferno af lammekroppe, udspændt på kroge i loftet, og næsten lige så mange blodige mænd bevæbnet med skarpe knive.
Nuka havde sin telefon med.
“Man skulle jo nødigt ende på en krog i loftet” bemærkede jeg kækt til slagteren der sagde, at jeg bare skulle krydse GENNEM strømmen af arbejdsprocesser.
“Det er der ingen fare for. Vi er færdige med fårene. Det er lam vi slagter nu”, svarede han lige så kækt tilbage.
Fra et helle i midten af cirkusset havde vi et godt overblik over hele processen lige fra lammene fik hovedet i gabestokken til de var klar til indfrysning. Mens jeg stod der, og gjorde alt for at undgå at se på de får, der intetanende, frivilligt gik lige ind i dødens gab, kom jeg til at kikke på en talerstol-agtig installation midt i rummet. Med jævne mellemrum gik en af mændene op på “talerstolen”, rystede sig tilsyneladende og gik så tilbage til båndet igen.
“Nå”, tænkte jeg, “de har så travlt at de ikke engang har tid til at forlade rummet for at gå på toilettet”, var min første tanke. Men da den samme mand havde været deroppe flere gange med få minutters mellemrum kunne jeg godt regne ud, at “talerstolen” ikke gemte et pissoir.
Slagterne skyller blod af støvler, forklæder og knive der, sagde Per. Så blev jeg så klog. Jeg synes faktisk også der burde være et sted til at vaske sig i hovedet til dem, der skærer halsen over på lammene.
Hver slagter har sin funktion sådan et sted.
Alt går med nøje indøvet rutine. Hovedet af , indvoldene ud, skindet af, en krog i og r......hullet skæres af (undskyld mig, men jeg kan ikke lige komme på et pænere ord) inden den færdige krop ender hos “fotografen”.
Sådan så det i hvert fald ud for mig. Lammekroppen blev placeret meget nøjagtigt foran en maskine, som viste sig at have forbindelse til en vægt i loftet. Som det sidste led i kæden bliver lammet mærket med navn på fåreavler, vægt og fedtprocent inden det ender i fryseposen. Lammekødet er dermed sporbart.
Jeg elsker en god lammesteg, men jeg tror det skal vare et stykke tid inden jeg laver én igen.
