På INUILI har vi tradition for at holde SOMMERMARKED hvert år i maj/juni, som det nu passer ind i skemaet. Sommermarkedet er kulminationen på grundforløbets projektarbejde - men det involverer alle fra pedeller over rengørings- og kontorpersonale til forstanderen selv.
I år blev sommermarkedet afholdt den 25. maj, fredagen før Pinse, mellem 15.00 og 20.00. Tidspunktet var lidt af en satsning - vi plejer altid at lægge den slags på tidspunkter hvor vi ved, at folk lige har fået løn - men folk strømmede heldigvis til selv om det var sidst på måneden.
Attraktionen på Sommermarkedet skulle efter sigende være grillstegt lam. Så det blev "sat over" i god tid.
Mens lammet grillede, blev forlystelserne tjekket ud.
Lærerforeningens genbrugsbod - klar til rykind.
Kø ved grillen - hvor man også kunne få kyllingespyd og hjemmelavede pølser i lange baner til kartoffelsalaten.
Derefter kunne folk nyde en kop kaffe med hjemmelavede kager til i vores hyggelige cafe, her fotograferet inden det store rykind.
Som sædvanligt var efterspørgslen også stor både hos bager og slagter. Så alle var ovenud glade og tilfredse med hele arrangementet.
Ikke mindst var vi glade fordi vejret lige den dag var flot. Vi havde en plan B hvis det skulle blive regnvejr, men det ville ikke rigtig være det samme hvis lammet skulle parteres og steges i ovnen.