Sidevisninger i alt

onsdag den 16. november 2011

Inflation

Man skulle tro der var gået inflation i tilskadekomne elever.
Jeg ved snart ikke, hvor mange der går rundt med indbundne fingre. For et par dage siden måtte een se sin negl ligge på bordet ved siden af pålægsmaskinen. Og i dag måtte pedellen så på sygehuset med et offer for en brødkniv.

Det skal siges, at uheldet med pålægsmaskinen kom af uforsigtig omgang med maskinen, da den skulle gøres ren.

Tiden løber

Nååå, som allerede antydet i overskriften: tiden løber. Jeg synes ikke det er længe siden vi holdt en festlig Halloween - og snart er det altså jul.
Her er lige et par billeder fra vores spøgelsesmættede, uhyggelige, og på alle måder festlige Halloween.



Et af aftenens indslag var trommedans, udført af een af vore elever


ledsaget af sang og musik udført af nogle af vore sangglade elever.

Vi har fået frost, eller, vi har haft frost i nogen tid. Så her i weekenden blev det mildt og tåget. Dejligt. Bortset lige fra at det blev næsten umuligt at færdes på vejene. Jeg læste i de danske aviser i dag, at nattefrosten var kommet bag på de danske bilister her til morgen, med mange uheld til følge. Det sker hvert år, stod der.

Her kommer de glatte veje hvert år bag på fodgængerne. Sidste lørdag skred 3 af mine kolleger i svinget på vej hjem fra arbejde. Jeg troede ellers at bakkerne her  i Narsaq kunne forceres uden problemer, selv om der skulle være glat, fordi der ligger meget grus over det hele. "Så er der da heldigvis noget at stå fast på, når den tid kommer", tænkte jeg, Men nej, så let går det ikke. Gruset bliver dækket af et islag som gør, at glidebanen bare bliver ru.

Vores slagter landede så uheldigt, at de billede han HAVDE på sin PC nu er ret umulige at komme til. Anita landede blødere. Hun havde heldigvis en stor pose vasketøj lige ved hånden. Og Kim. Han faldt bare. Og som ni-årige Frederik sagde, da han den anden dag kom hjem fra skole med en sten i et åbent sår på hånden: "Det er ikke faldgrus, de har heroppe i Grønland".

Jeg holdt mig indendørs hele weekenden og hyggede mig med alle mine TV-kanaler; DR 1 og 2, TV2 osv. samt noget godt læsestof. Er i øvrigt lige startet på en bog om Thylejren, Hippierne. Spændende læsning, når jeg næsten kun kender lejren fra al den snak, der dengang var om de skøre hippier, fortalt af sandhedsvidner, som havde lagt søndags-køreturen om ad Thy. "For lige at se, hvad det var for noget, folk snakkede om."

I den kommende weekend skal jeg til uddannelsesmesse inde i - eller ude i Qaqortoq, tror jeg det må hedde. Det glæder jeg mig til. 10 min. med helikopter, det er en tur der er til at overse.